Hvorfor falder man for sådan en ”grim” hund er der mange
der siger. Det kan jeg jo slet ikke forstå - for i mine øjne er de ”smukke”.
Alt hvad man holder af er jo smukt, og der er noget ved Engelsk Bulldog,
de har så stor en udstråling og personlighed, så man bliver helt bjergtaget
af dem.
Engelsk Bulldog er en utrolig dejlig, glad, robust og selskabelig
anlagt hund. Oprindeligt har den været brugt til fornøjelse for befolkningen
ved det man kaldte ”Bull-Running” og ”Bull-Baiting", hvilket er en af årsagerne
til dens udseende. Den flade næse gjorde det muligt for den at trække vejret
når den havde bidt sig fast i tyrens bløde dele omkring munden. Den muskuløse
krop betød at den kunne springe op i luften, og hurtigt vende rundt. Disse
kampe med hunde er forbudt i dag, men i nogle lande
foregår det stadig illegalt, det er nok mere blandingsracer og ikke rene bulldogger. Efter at bulldoggerne
ikke mere blev brugt til disse kampe er der foregået et stort avlsarbejde
for at få dem til at være gode familiehunde.
Bulldoggen er en nem hund at have, den kræver kun moderat motion og ikke
nogen stor pelspleje.
Bulldogger kan blive syge ligesom alle andre hunde. Langt de fleste opdrættere bestræber sig på
at lave sunde hunde, men hvalpekøberne har også selv et stort medansvar
for at hvalpen udvikler sig til en god og sund voksen hund. Vi får vores tæver testet for Hyperurikosuri (HUU), som er arveligt betinget.
Bulldogger er modtagelige for lydighedstræning og med stor tålmodighed kan
man nå langt. Det er også vigtigt at den lærer at omgås andre hunde, hvilket
jo kan ske ved at man melder sig til nogle af de mange tilbud Dansk Kennel
Klub har til hundeejere. Jeg melder altid mine egne hvalpe til hvalpemotivation,
og selv en bulldog kan lære at gå på balancebom!
Køb altid fra en opdrætter der er registreret i Dansk Kennel Klub, hvor du får en stambog og en købskontrakt. Lad dig ikke friste af gode tilbud fra gratisaviser eller annoncer på nettet. Selvom man ikke vil avle eller gå på udstilling er det vigtigt at få en stambog, så man kender hvalpens aner. Mange af de gode tilbud er ofte hvalpe der bliver solgt af hundehandlere, som har købt et helt kuld hvalpe i Østeuropa, og så sælger dem herhjemme lidt under markedsprisen. Hvalpe som ikke er blevet ordentligt præget og ofte er syge og fejlernæret. Det kan blive rigtig dyrt i længden at købe billigt.
Lidt om racestandarden:
Selv om der er en racestandard, vil man hvis man går på
udstillinger opleve, at der er flere ”typer” af Engelske Bulldogger. Så
det er en god idé at finde ud af hvilken ”type” man bedst kan lide inden
man køber hund. Køb aldrig en hvalp ved impulskøb – alle hvalpe er jo dejlige.
Se først de voksne hunde – opdrætteren har jo i hvert fald moderen . Se
også helst faderen; eller et billede af ham, hvis han ikke lige bor i nærheden.
Hvalpene kommer jo til at se ud nogenlunde som forældrene. Temperamentet skal være
godt, den skal være opmærksom, modig, trofast, pålidelig og frygtløs.
Dens udseende indgyder respekt, men af natur er den venlig.
Normalvægten for hannerne er omkring 25-27 kg. og noget mindre for tæverne
ca. 21,5 kg.
Farverne skal være ensfarvet eller ensfarvet med sort maske/næseparti.
Brindle, rød i forskellige nuancer, hvid, dådyrfarvet og de nævnte farver
i kombination med hvidt. Sort og sort/tan er højst uønsket.
Bulldoggen skal have underbid – men ikke så meget at man kan se tænderne.
Der er mange der tror at halen er kuperet, men bulldogger fødes naturligt med kort hale iflg.
standarden moderat af længde , tyk ved roden men hurtigt aftagende til en
fin spids en såkaldt "slipsehale".
Hvad skal man så vælge han eller tæve.
Min erfaring er at tæverne er mere egenrådige og selvstændige og hanner
er mere ”trofaste” men det kan variere fra hund til hund. Og ligegyldigt
hvad du vælger så er de charmerende og du bliver bare helt vild med den.